Uddrag af Frank Anton Svendsens levnedsberetning.

….

Musikken er som en rød tråd gået gennem mit liv. I mit barndomshjem musicerede tidens store musikere bl. a. Franz Neruda, Johanne Stockmar og Agnes Adler, og så tidligt jeg kan huske tilbage lærte jeg at holde på en violin.

….

Da jeg i 1919 var blevet student, var jeg en tid i tvivl, om jeg skulle vælge musikken eller juraen som levebrød, og samtidig med at jeg læste jura, gik jeg på musikkonservatoriet, hvor jeg studerede violin, bratsch, sang kammermusik og komposition.

Musikken, der for mig var som en rig brusende flod, havde et vist tidspunkt overtaget, men jeg så, hvorledes den som levebrød skuffede mange, også blandt mine kammerater, hvorfor jeg til sidst valgte juraen, og i 1926 blev jeg juridisk kandidat.

Efter en rejse til Paris i vinteren 1927, hvor jeg lærte at beundre fransk ånd og sprog, fik jeg ansættelse i Overformynderiet som sekretær.

….

I Overformynderiet drejer det sig unægteligt om penge, … men tillige og først og fremmest om mennesker - alle slags mennesker, og … jeg har set penges magt over sind og karakter.

Mange har uden opfordring betroet mig forbløffende enkeltheder om deres liv og ønsket råd ikke alene i økonomisk henseende, men også i rent personlige forhold. …. Jeg følte mig som både skriftefader og syndebuk, selvom det heldigvis ikke var for ofte.

…

Da overformynderen meddelte mig min udnævnelse til chef for det kontor, hvor jeg havde virket i hele min overformynderi-tid, tilføjede han, at han havde næret betænkeligheder ved at indstille mig, idet han ikke var sikker på, om jeg var tilstrækkelig hård og robust til at være chef.- Jeg var lige ved at forsikre, at jeg skulle være meget hård og robust, men i det samme kom jeg til at tænke på en af hr. Krohns hjælpelærere, som - for ret at være i skolens ånd - yndede at begynde timerne i de små klasser med ordene: “I dag vil jeg være meget streng-“ 

I stedet for lovede jeg mig selv at bestride min gode, smukke stilling efter bedste evne og navnlig ikke glemme, at det er mennesker jeg har med at gøre på begge sider af Overformynderiets skranke."